Strandinger
14. august 1852
Denne funktion kræver at cookies er slået til. For at få vist indhold skal du slå cookies til i din browser og/eller acceptere cookies på dette website. OK
13. aug. 1852 kl. 23 vågnede Kaptajn Bergstrøm med et sæt. Hans finske brig, Aalto, var stødt på grund på vej hjem fra sin jomfrurejse til Odessa. Kaptajnen var ganske forundret, for han havde troet sig fri af den jyske vestkyst, men var nu strandet et sted ud for Holmsland Klit. Værre var det, at en planke havde løsnet sig i skibets bund! Kaptajnen frygtede, ganske berettiget, for sit og besætningens liv.
Midt i uheldet, var der dog et enkelt lys. Aalto var strandet ved Sdr. Lyngvig, hvor man ganske kort forinden, allerede i 1850, havde fået både redningsbåd og raketapparat.
I en beretning i avisen “Fædrelandet” kan man læse: “I går morges (14. august 1852) kl. 5 gik Klitboen Thyge Andersen op på de høje klitter [...] for at se, om hans båd endnu efter det urolige vejr, som havde raset om natten, var i god behold. Ved denne anledning opdagede han et stort strandet skib med kappede master, der i nogle få favnes afstand fra kysten stadig huggede i sandet. En del af matroserne arbejdede ved pumperne, medens andre gjorde tegn til ham, at han skulle tage sin båd og komme at bjerge dem.Thyge meldte dette straks til strandfoged Jens Pedersen, hos hvem hændelsesvis en københavnsk redningsbåd befandt sig”.
Videre i Fædrelandet hedder det: “En time efter ankom båden trukket af 6 heste, med det nødvendige mandskab. Strandfogeden afskød selv raketten. Første gang fejlede han, men anden gang faldt tovet på skulderen af en af skibets matroser. Efter at nu herved redningsbådens store tov var sendt over til skibet, gik 8 Klitboere i båden.”
Det berettes videre: ”Da de var kommet ud igennem brændingen, blev først kaptajnen, Bergstrøm, lykkelig bjærget, men da derefter 2 mand ville bjærges på en gang, gik stolen itu, da denne ej kunne holde dem. De faldt ud af samme, men klamrede sig fast til tovet og holdt sig, indtil de blev optagne af båden. De øvrige 10 mand blev nu bjærgede derved, at hver mand med et tov om livet blev trukket i land, uden at redningsbåden dertil blev benyttet”.
Næppe havde den sidste matros reddet sig i land, før skibet måtte give efter for bølgerne. Stranden flød med stykker af det smadrede skib - men alle var sluppet med livet i behold.
Lineredning
Aaltos redning var en blanding mellem redning med båd og raketline.
Lineredning var den foretrukne redningsmetode, selv inden raketapparaternes udbredelse.Var skibet strandet tæt ved land, kunne klitboerne kaste et reb til skibet, eller besætningen sende en bøje med fastgjort tov ind mod land. Redningsformen betød, at klitboerne ikke skulle vove sig ud i de farlige bølger. Med udbredelsen at raketapparaterne kunne der opnås forbindelse til skibe, der var strandet op til 400 meter fra kysten. Var skibet strandet længere ude, var en båd eneste redning, og lokale mænd måtte sætte livet på spil.
Redningsbåden
Når der tales om en “københavnsk redningsbåd” dækker det over, at, de af staten udstationerede redningsbåde, alle var bygget på orlogsværftet i København. Bådene var bygget med luftlommer i konstruktionen og ventiler i bunden, så de selv i høj sø kunne holde sig flydende. Redningsbådene var højteknologiske i tiden, men klitboerne var alligevel ikke imponerede over den nye båd de havde fået. ”Angående båden mente Klitboerne, at den vel var fortrinlig derved, at den ikke kunne synke, men forresten »rullede« og ikke stod så fast som deres egne både, hvilke de langt hellere ville benytte, når de er forsynede med de samme indretninger som redningsbådene, hvormed de sikredes for at synke”.
Helt ringe har båden dog ikke været, for den var i brug ved flere af de følgende års redningsaktioner.
Følg os her: