Strandinger

Den 31. januar 1903 grundstødte dampskibet Avona ved Fjand i stiv kuling, sydgående strøm og oprørt sø. Raketapparatet fra Thorsminde Redningsstation blev hurtigt bragt til strandingsstedet, men skibet kunne ikke nås. Redningsfolkene afventede derfor redningsbåden fra Vedersø Redningsstation, som lå 10 km borte. Det ikke var muligt at få Thorsminde Redningsstations egen båd til stedet.

Imens tabte Avona’s besætning tålmodigheden og gik i skibets egne redningsbåde. Omtrent det værste, der kunne ske! Redningsmandskabet kunne intet stille op og måtte magtesløst høre på skrigene fra havet, da bådene kæntrede og forsvandt i de høje søer.
I løbet af natten drev alle 24 besætningsmedlemmer i land. Nogle af de omkomne blev lagt på bårer i laden ved Laust Bjerres strandfogedgård.

Der var en dansker ombord, skibsdrengen Svend Simeon Nielsen. En lokal mand, Chr. Gadegård Jensen, fortæller om sit møde med drengens far: ”Faderen til den afdøde dreng kom […] herover for at finde sin drengs lig mellem de andre, og det var gribende at overvære, da han kom ind i laden, hvor ligene henstod og blandt dem genkendte sin dreng. Ikke manges øjne var tørre, da han tog sin søns kolde hånd i sin og med tårevædede øjne sagde: 'Ja, du fik din vilje min søn'.”

Skibets reder kom for at håndtere det juridiske efterspil efter strandingen. Han skrev i Laust og An Bjerres Fremmedbog: ”Ingen beskrivelse slaar til, man maa komme og se for at forstaa, og da forlade Bjergehuse med varige indtryk af Natur og folket her. Det fylder mit Sind med Sorg at vide alle kunde være reddet fra Avona og nydt den samme Hygge og Gjæstfrihed her som undertegnede Reder af Skibet”. (April 8 1903, Lorentz W. Hansen)

På baggrund af Avona’s stranding traf man beslutningen om at opføre Lyngvig Fyr, således at vestkysten nu var lyst op af tre fyrkredse. Fyret stod færdigt i 1906.