Strandinger
27. november 1908
Den 27. november 1908 strandede barkskibet Noah ud for Bovbjerg med 8 søfolk ombord. Det svenske skib var på vej fra England med en ladning kul til Aahus i Skåne. Allerede i den engelske kanal sprang det fyrre år gamle skib læk og besætningen måtte arbejde hårdt ved pumperne for at holde det fri for vand.
I Nordsøen kom Noah ind i en storm, og det blev sværere og sværere for søfolkene at holde hende tømt for vand. Samtidig måtte de kæmpe med sult og tørst, da det indtrængende havvand havde ødelagt deres forsyninger ombord. Til sidst så besætningen ingen anden udvej end at lade skibet drive ind mod den jyske vestkyst.
På billedet ses et strandet skib.
Noah kom tæt forbi høfde nr. 1 og satte sig fast på revlen lige ud for Bovbjerg Badehotel. Strandfoged Chr. Larsen var klar med raketapparatet og fyrede en redningsraket ud til skibet, men besætningen var så afkræftet, at de ikke kunne trække trossen ombord.
I stedet gik Lilleøre Redningsbåd ud. Det flød med vragrester i vandet, så redningsbåden havde svært ved at komme tæt på skibet. Til sidst lykkedes det at få forbindelse med skibet med en kasteline. Én for én bandt besætningen linen om livet og hoppede i det iskolde vand, hvorpå redningsfolkene trak dem ombord i redningsbåden. Det var i sidste øjeblik, at besætningen blev reddet. Kort efter faldt Noahs stormast, og skibet sank ned i dybet.
De stærkt forkomne søfolk blev indlogeret hos strandfogeden i Ferring og på Bovbjerg Badehotel, hvor de fik tørt tøj på, mad og drikke og en varm seng at sove i. Efter et par dage var de alle friske og raske igen og lykkelige for at være kommet levende fra episoden.
I 1961 kom skibets jungmand Albert Krabel fra Berlin tilbage til Bovbjerg for at gense det sted, hvor Noah forliste 53 år forinden, og hans 15 år unge liv var tæt på at få en brat ende. Han indlogerede sig atter på Bovbjerg Badehotel og mødte dér brødrene Hans og Niels Chr. Lilleøre, som havde deltaget i redningsaktionen i 1908. Det blev til et hjerteligt gensyn mellem den tidligere skibbrudne og de to redningsmænd, som sammen opfriskede minderne fra forliset mange år tilbage.
En sang om Noahs stranding
Mange mennesker var til stede og overværede Noahs stranding. Det var en stærk oplevelse at se de 8 søfolk blive reddet i sidste øjeblik. Én af dem der tilsyneladende var med på stranden var Ole Olsen, som omsatte sin oplevelse i et digt, der blev offentliggjort i Lemvig Folkeblad 15.12.1908. Her bringes et uddrag:
En gammel sejler var her kommet ud
at sejle på Vesterhavs vande,
i tvende dage blev revet hver klud,
den tredje måtte den strande.
Den stødte for Ferring og straks var det klart,
hvis folkene ikke fik hjælp i en fart,
da bølgerne ville dem tage
fra skibet man hører det knage.
På skibsskroget ser man besætningen stå
med angst at stirre mod båden,
mens søerne stadig henover dem slå
med bulder og bragen og fråden.
En mast ser man falde, og skjules kan ej,
den anden ret snart vil gå samme vej.
Ja, døden de søfolk truer,
på land står mængden og gruer.
Men redningsbåden nu vraget er nær
- i dag den svarer til navnet –
dog vragstumper volder den meget besvær,
dem måtte den gerne ha savnet.
Dog kom den så langt, at en line kan nå,
den kastes, nu ser man, hvor folkene stå,
der røres på iskolde lemmer,
den stranding nok aldrig de glemmer.
De tager nu linen og binder den fast
om livet på en af de svage
Han springer i vandet og hales i hast
i båden, og atter tilbage
nu kaster man linen, en ny kommer frem,
han springer og hales i båden med klem,
og sådan det går til den sidste,
man ser dem fra døden at vriste.
Følg os her: