Strandinger

Den 20. november 1893 om aftenen var vejret fint og havet usædvanligt stille. Fiskerne på Harboøre gjorde klar til at gå ud i deres både. Det gjaldt om at komme først ud til de bedste fiskepladser. Med sig ombord havde hver mand et sæt på 2000 kroge med madding samt proviant til natten. De var klædt i uldsweatre, olietøj og tunge søstøvler for at klare kulden. Nogle, men langt fra alle, havde redningsbælter med. 

Midt på natten begyndte havet at rejse sig, og fiskerne mærkede, at der var en voldsom storm på vej fra nordvest. Bølgerne blev så høje, at de af og til dækkede for lyset fra Bovbjerg Fyr. Fiskerne i deres små åbne både var pludselig i akut fare. Skulle de blive på havet til morgenlyset kom, eller skulle de opgive fiskegrejet og risikere turen mod land i mørke ind over den livsfarlige brænding? 

Fisker Chr. Madsen fortalte til Lemvig Dagblad to dage efter ulykken:  

Ved tretiden blev vi bange for vejret, efterlod krogene som et bytte for bølgerne, og tyede indefter. På den inderste revle brød søen over båden, så den fyldtes med vand. Jeg, der havde fået støvlerne af og svømmebælte på, sprang nu ud af båden. Da jeg var kommet ud i vandet, betænkte jeg mig, og ville atter tilbage i båden, men i samme øjeblik så jeg, at denne kæntrede. Jeg kunne høre, at nogle af mine kammerater var kommet op på båden, og de råbte om hjælp, men jeg kunne ikke se dem i det tætte mørke. Jeg drev godt og vel 1000 alen (ca.500 meter) sydpå, og her blev jeg kastet på land, efter at have kæmpet med bølgerne i 2 timer. Jeg fik vand i mig 4 gange og var bevidstløs, da jeg blev kastet på land. Jeg kom først til mig selv igen, da jeg hørte en karl sige: Hvem er det, her ligger? Mine kammerater i båden druknede alle med undtagelse af bådføreren Jens Maae. 

Jens Maae førte båden Lykkens Prøve, som kæntrede i brændingen på vej mod land, og hvor kun Christian Madsen og han selv reddede livet. Jens Maae blev efter sigende gråhåret på ulykkesnatten, hvor han oplevede sine fire kammerater drukne.
Korkbæltet, som reddede Jens Maaes liv, blev mange år efter ulykken afleveret til Lemvig Museum. 

Anders Røns bådelav lå på havet og ventede på at morgenen skulle komme. Efter at have hevet fangsten ombord, besluttede de sig for at begive sig mod land. Jens Peter Jensen, som var med i båden, fortalte siden om landingen: 

Vi fik svømmebælter på og træskostøvler af og noget af tøjet. Der var vel ikke meget håb. Enhver af os havde vel nok den tanke: ”I dag går det nok ikke”. Bådføreren bøjede sine knæ i bøn et øjeblik, tog roret igen og sagde: ”Så i Guds navn, så fortsætter vi. Det gik godt til nær land. Da løb båden i et bråd, så bagstavnen gik helt under vand, føreren sad i vand til armhulerne. Men sejlet trak båden til land, og de fra den anden båd tog imod os. Da vi derefter så ud over revlen, forstod vi, at det var et gudsunder, at en lille åben båd var kommen vel igennem det bråd.

Båden Ricoboth fra Langerhuse kæntrede på den yderste revle på vej mod land. Et af besætningsmedlemmerne reddede sig i land på bådens køl. Bådfører Poul Hav og fisker Peder Larsen forsøgte at redde sig i land ved at flyde på to af bådens årer. Efter ½ times kamp mod bølgerne mærkede de endelig grund under fødderne. Men Poul Hav havde ikke flere kræfter tilbage og sagde til sin makker P. Larsen: ”Jeg kan ikke mere, men kommer du land, så hils min kone og min gamle mor og sig, at jeg nok gik hjem til Jesus.” Peder Larsen kom i land, men Poul Hav druknede. 

Harboøreboerne skyndte sig til havet, da de opdagede, at der var fare på færde. Det gik hurtigt op for dem, at mange fiskere var druknet, og endnu flere stadig var i livsfare. På billedet har en lokal maler forsøgt at gengive indtrykket fra den frygtelige morgen: På stranden ligger ligene side om side. Tre mænd bærer en druknet bort, mens en kvinde med barn er på vej hen for at se, om deres mand og far er mellem de omkomne.

Nogle af kvinderne gik op i klitterne for at bede for de fiskere, der stadig var på havet. Mange tænkte på mødet i missionshuset aftenen før, hvor der blev bedt til Gud, om at han ville ”ryste træet endnu en gang” for at omvende flere af de vantro til frelsen. Var det ikke det, som var sket nu?  Fra daggry var der ikke flere fiskere, som druknede ved landingen, og det tolkede mange som, at Gud havde hørt kvindernes bøn, ligesom han havde hørt bønnen om vækkelse i missionshuset. 

Ved begravelsen den 27. november mødte flere tusind deltagere op. Historien om ulykken havde spredt sig til hele landet og en del officielt udsendte fra rigsdag og statslige institutioner var mødt frem tillige med en række journalister fra bl.a. hovedstadsaviserne. På Harboøre Kirkegård var gravet en stor fællesgrav til de druknede og ved siden af graven var rejst et podie, hvor talere og honoratiores skulle stå. Det var dog ikke alle ligene af de 26 forulykkede fiskere, som var drevet i land endnu, og en del måtte begraves efterfølgende. På billedet ses inskriptionen på den store mindesten, som blev rejst på graven. 

Til begravelsen havde man indbudt sognets tidligere præst, den populære pastor Moe, som var en af hovedkræfterne bag den indremissionske vækkelse på Harboøre. Pastor Moes begravelsestale indeholdt ikke så meget trøst til de efterladte som fordømmelse af de druknede: Moe så ulykken som et kald til de overlevende om, at de skulle omvende sig til et helligt liv. De lokale var vant til Moes taler, men gæsterne udefra var bestyrtede. De følgende dage kunne man i pressen læse om begravelsen på Harboøre og om den sorte mission, som herskede der. 

Den nat druknede 48 mænd på hele vestkysten, heraf 26 fra Harboøre sogn, som efterlod sig 20 enker og 74 faderløse børn. Harboøre blev efterfølgende kaldt ”enkernes land”. Fra forskellig side blev der efter ulykken samlet penge ind til de efterladte. På den måde fik enkerne hjælp til at betale begravelsen, og de fik også en livslang årlig ydelse, så de kunne forsørge sig selv og børnene. På billedet ses Birthe Kirstine Tøt, som blev enke efter Laust Tøt ved ulykken i 1893. Parret havde 10 børn, hvoraf de 8 er med på billedet fra 1930. 

Ligesom alle andre var kunstmaler Niels Bjerre berørt af ulykken. Han lånte fotografier af de efterladte og leverede til gengæld en stor kulkridttegning i glas og ramme med portræt af den druknede. Ofte havde familien kun et ungdomsfoto af afdøde, så mange af fiskerne ser noget yngre ud, end de var, på ulykkestidspunktet. I enkelte tilfælde kompenserede Niels Bjerre for alderen ved at tilføje et fuldskæg til den portrætterede. På tegningen ses Niels Nielsen Falkesgaard, som var 33 år, da han druknede i 1893.