Strandinger
Zwaluw af Groningen
Den hollandske kuf med det smukke navn ’Zwaluw’ (svale) var lidt af en fribytter. Hverken kaptajn eller styrmand havde navigationseksamen, men det forhindrede dem ikke i at tage en værdifuld last af æbler og blomsterløg fra Rotterdam mod Göteborg.
Den 23. november 1917 strandede ’Zwaluw’ imidlertid på Vedersø Klit. Skibet stod helt oppe på stranden, men redningsaktionen blev alligevel meget forvirret, da de ombordværende ikke forstod, hvordan de skulle bruge redningsstolen. Skibet blev losset, og et vagthold satte sig til rette for natten med et spil kort i skibets lukaf. Stor var deres overraskelse, da det fladbundede skib ved nattens højvande gled ud i havet for dernæst at strande igen.
Æblerne smagte godt nok. Det gjorde løgene ikke. Dem vidste klitboerne ikke rigtigt, hvad de skulle bruge til. Men efter sigende var stranden det følgende forår fuld af blomstrende tulipaner.
Den unge kaptajn kunne ikke rigtigt finde ud af at bruge redningsstolen, da han strandede. Men han havde andre talenter, fortæller de i Vedersø. Han blev gift med sognets kønneste pige.
Et opslag i kirkebogen tyder på, at der er noget om snakken. Den 15. oktober 1920 blev den 24-årige kaptajn Lieuwe Stienstra, født i Groningen, gift med den 18-årige gårdmandsdatter Birgitte Marie Hansen.
Sådan et internationalt bryllup var lidt udover det sædvanlige. Det krævede kongeligt vielsesbrev, og den hollandske vicekonsul i Ringkøbing, Georg Bertelsen, måtte hentes ind som forlover.
I mellemtiden havde ’Zwaluw’ for længst forladt Vedersø Klit. Fotografiet her er taget i 1923, hvor skibet strandede i Sverige på vej fra Finland til Gilleleje på Sjælland, og hvor der igen blev brug for redningsstolen. Skibet blev meget ødelagt ved denne stranding, men det blev imidlertid renoveret og sejlede igen fra 1930 til 1953.
Foto: www.marhisdata.nl
Følg os her: