Strandinger
1. november 1921
Havet var så oprørt, at det var umuligt at gå ud med redningsbåden, og skibet lå for langt ude til, at raketlinen kunne sendes af sted. Skulle besætningen reddes, var det op til bølgerne, at løfte skibet over revlerne uden at slå det i stykker.
Skibet skred over den første revle og krængede dybt. Den næste bølge drev det indad, og det samme gentog sig. Skibet krængede og blev overskyllet af mægtige søer, men det kom stadig nærmere land.
I et par vældige hop løftede brændingen det op, så det stod fast 75 meter fra land. Bag rælingen stod 26 drivvåde sømænd og så forventningsfulde ind over klitterne og Harboøres flade land.
Stormen rasede stadig vildt, men det lykkedes at få halet besætningen i sikkerhed ved hjælp af redningsstolen. Den sidste til at forlade skibet var kaptajnen. En høj svær nordmand, der med sig i redningsstolen havde en lille langhåret skibshund.
Strandfoged Niels Vrist førte besætningen over klitten til strandfogedgårdens lune stuer. Her stod kvinder parat med tørt tøj og varme drikke til de fremmede, og kaptajnen fortalte om sit skib.
I 30 år havde Bragdø eller Ditton, som det oprindelig hed, sejlet langfart mellem Europa, Amerika og Australien. Da det blev bygget i 1891, var skibet verdens største 3-mastede fuldrigger, og det var stadig et imponerende syn.
Fra for til agter var Bragdø 315 fod (ca. 100 meter), og stormasten omtrent halvanden gang så høj som Rundetårn. Masterne kunne ses så langt væk som fra Nr. Lem kirke øst for Lemvig, og skibet tiltrak da også et væld af besøgende.
De store sejlskibe
I sidste halvdel af 1800-tallet var dampskibene godt på vej til at udkonkurrere sejlskibene. Dampskibene blev stadig større, hurtigere og mere effektive. Konstruktørerne af sejlskibe begyndte derfor at udvikle nye klipperbyggede skibe af stål, som kunne begå sig på de oversøiske ruter. De nye skibe var velsejlende og bygget til at blive sejlet hårdt. I forhold til dampskibene havde de desuden den fordel, at de ikke var afhængige af brændsel, men kunne være på havet i månedsvis.
Bragdø eller ”Ditton”, som det oprindelig hed, blev bygget i England i 1891. På det tidspunkt var det verdens største 3-mastede fuldrigger. I de næste 30 år gennemførte skibet 19 ture mellem Europa og Nordamerika, Sydamerika og Australien. En tur fra Newcastle til San Francisco tog alt fra 79-180 dage.
Den sidste langsejlads
Da Bragdø strandede ud for Vrist var det første gang skibet sejlede gennem Nordsøen. Forklaringen var at det var på vej til Kristiansand, hvor det skulle lægges op. En artikel i den australske avis Marlborough Express d. 15. marts 1920 fortæller om hendes sidste langsejlads:
”Bragdø sejlede fra New York bestemt for Sydney d. 7. februar 1919 og tungt dækket af rurer*, sejlede hun langsomt og tungt ind i Sydneys havn d. 1. marts 1920. Hun havde været over et år om rejsen. Kort efter at have forladt New York kom hun ind i en forfærdelig storm. Først gik en mast og siden en anden mast overbord. Fuldstændig aftaklet og hjælpeløs lå hun, overladt til bølgernes nåde, da et græsk dampskib kom forbi og bugserede hende til Bermuda. Her ventede hun i 8 måneder, mens nyt udstyr og takkelage blev sendt fra New York og monteret. Derpå genoptog hun sin rejse. Der var ikke mulighed for at lægge i dok og hun var tilgroet med rurer, da hun stævnede ud mod Australien. Pga. rurerne var hun kun i stand til at sejle 6 knob i stedet for 12.”
*Rurer er små krebsdyr, der laver kegleformede huse af kalk. De lever også i de danske farvande.
På sporet af Bragdø
Bragdø af Kristiansand var et af de allerstørste skibe, som strandede på kysten. Dets master var så høje, at man kunne se dem fra Nr. Lem Kirke ved Lemvig 12 km væk.
På gården Vestergård i Flynder Sogn er indgangen til stuehuset prydet af anselige balustre fra Bragdø. Balustrene kom fra poopen, overbygningen i skibets agterende.
De massive støbejernsstolper fra Bragdøs øverste dæk står stadig på Banegårdsstien i Lemvig.
Følg os her: