Følg os her:

Strandinger

Edmond Gustave af Marseille

8.-17. november 1912

<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
En tåget og regnfuld morgen kl. 06.00 ringede strandvagten til Ole Jespersen, som var strandfoged og opsynsmand på Tuskær Redningsstation. Et stort dampskib var gået på grund.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Dampskibet var Edmond Gustave af Marseille og på vej til Stettin i Polen tungt lastet med mineralgødning og oliekager.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Da havet var meget uroligt tilkaldte Ole Jespersen mandskab og transport og de gjorde klar til at gå i aktion. De vidste ikke, at strabadserne, som ventede dem, ville strække sig over ni døgn.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Redningsbåden blev roet ud til det grundstødte skib. Men kaptajnen og de 25 besætningsmedlemmer nægtede at forlade skibet. Kun to fulgte med i land for at telegrafere efter bjergningsselskabet Svitzer.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Vejrsituationen kunne hurtigt forværres og der blev forfattet et brev på fransk, som forklarede kaptajnen, hvilken fare besætningen var i. Men de blev, hvor de var og op ad dagen ankom bjergningsdamperen Ægir.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Næste dag havde vinden lagt sig og lokale bjergere blev sejlet ud til skibet. Deres opgave var at gøre det lettere og de gik derfor i gang med at kaste lasten overbord.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Opsynsmand Ole Jespersen beordrede redningsbåden tilbage til stationen, hvor den blev rengjort og sat på plads. Men samme aften rejste havet sig og han måtte igen tilkalde redningsmandskabet.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Redningsbåden blev roet ud til skibet, men besætningen ville stadig ikke forlade det.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Om morgenen tiltog vinden til stiv kuling. Det blev derfor besluttet, at ro ud til Edmond Gustave en sidste gang inden stormen gjorde redningsforsøg umuligt.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Aktionen var vanskelig. Båden blev flere gange fyldt med vand, men endelig lykkedes det bådmændene, at holde den flydende. Med tilbage havde de 14 besætningsmedlemmer.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
12 mænd var endnu på skibet og redningsbåden måtte ud igen. Nu var søen så høj, at fiskerne med liner om livet, måtte hjælpe med at hale redningsbåden ud gennem brændingen.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Besætningen blev reddet. Men det var ikke det sidste, redningsmandskabet fra Tuskær havde set til Edmond Gustave.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
De næste dage arbejdede bjergningsdampskibet Viking på at slæbe Edmond Gustave fri af sandet. Det lykkedes, men få dage efter rejste søen sig skibet gik igen på grund.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Om bord var 40 bjergere, 5 besætningsmedlemmer og 1 dykker. I løbet af de næste dage skiftedes redningsmændene til at holde vagt på stranden og de, som ønskede det, blev hentet i land med redningsbåden.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Efter 3 døgn aftog vinden og bjergningsdamperne Viking og Ægir kunne endelig trække Edmond Gustave fri af kysten.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
I forbindelse med Edmond Gustaves stranding var redningsbåden fra Tuskær i vandet hele 10 gange. For deres indsats modtog redningsmandskabet Den Franske Redningsmedalje af 1. klasse.

SVITZERS Bjergningsentreprise A/S

Da Edmond Gustave gik på grund, var dampskibe fra det professionelle bjergningsselskab SVITZER hurtigt fremme på stedet. Forklaringen er, at det lokale bjergelav i Fjaltring havde tegnet kontrakt med SVITZER, og gav selskabet besked, når der skete strandinger i deres område.

Kontrakten betød, at SVITZER fik adgang til opgaver og samtidig sikrede sig et godt samarbejde lokalt. Men aftalen var også fordelagtig for de lokale bjergelav. Efterhånden som skibene blev større og tungere, var det umuligt for bjergelavene at varetage større bjergninger uden professionel hjælp. Ved at samarbejde med SVITZER var de sikret indtægter fra alle bjergningsopgaver. Betalingen var en fast procentsats af bjergelønnen.

SVITZERs opgave bestod i at undersøge skibet, reparere det og bringe det flydende. Bjergningsdampere som ”Ægir” og ”Viking” var derfor bemandet med dykkere. Deres arbejde var at tætne huller i vraget og montere trosser, så skibet kunne trækkes fri.

Jens Kristian Rubys erindring

Edmond Gustaves besætning blev hentet i land af mandskabet fra Tuskær Redningsstation. Til stede på stranden var den 12-årige Jens Kristian Ruby fra Fjaltring:

”Mellem de reddede var der katolikker og jeg var vidne til noget jeg aldrig havde set før. Da redningsbåden var på vej ind, faldt mange af dem på knæ i bøn for dem, som kæmpede med havet. De slog kors for sig og bad knælende på den åbne strand. Ingen ventede, at nogen kom levende i land. Ved en utrolig kendskab til havet – deres båd – samt virkelige sømandskendskab lykkedes det. Redningsmændene forstod at udnytte slæbet. Da de kom ridende på den sidste bølge hørte vi tydligt føreren råbe ”ro væk”. Det betød at alle kræfter skulle lægges i og det blev de. Båden ligesom fløj op på stranden. Atter var der udført en redningsdåd, som vist aldrig før er præsteret magen til på den jyske vestkyst.

Vestjyderne plejer ikke at give deres følelser luft, men her var hæmningerne lagt væk for nogle øjeblikke. Alle stormede ned mod redningsbåden. De omfavnede dem ikke, men de sluttede sig om dem – vel for at ønske tillykke. Jeg ved det ikke. Jeg pilede hjem for at fortælle mor, det der var sket. Hun vidste ikke hvor alvorligt det var – eller måske vidste hun det? – men lidt efter kom Ole Harboesgård. Han var en rolig type, men dette var for meget for ham. Han kunne ikke lade være med at slå armene ud og med tårer sige: ”Anna – det er det største jeg nogensinde har oplevet.”

Med i redningsbåden var Jens Kristian Rubys far, bådmand Peder Chr. Jensen Ruby, og to af farens brødre. Farens fætter Peder Jensen Kjærsgård var bådformand, og en fætter til den 12-årige Jens Kristian passede redningsbådens slæb (drivanker).

Powered by Søgaard & Co.