Redningsvæsen
Thorsminde Redningsstation
Thorsminde Redningsstation oprettedes som raketstation alene med dertil hørende opbevaringshus for apparaterne den 1. september 1882.
I 1882 bestod mandskabet af 9 mand. Stationens første opsynsmand var slusemester Adser Kjærgaard, som bestred stillingen til sin død i 1907.
Redningsbåd
I 1886 fik stationen en udrangeret roredningsbåd fra Vedersø Redningsstation. Båden blev betjent af mandskabet fra Tuskær Redningsstation, da Thorsminde på daværende tidspunkt var for tyndt befolket til at kunne bemande en båd. Båden kæntrede på en øvelse i juli 1890, hvor en af dens mandskab druknede.
Redningsstationens hestekræfter
I 1891 fik Thorsminde Redningsstation en ny roredningsbåd, bygget på Orlogsværftet. De gamle redningsbåde blev normalt transporteret fra redningshuset til strandingsstedet på en vogn trukket af 5 par heste. Lokalbefolkningen stillede deres egne heste til rådighed for redningsvæsnet imod betaling. Men der var ingen heste i Thorsminde, og der blev derfor i 1905 bygget en stald til hestene, som kom fra Fjaltring, når redningsbåden skulle ud. Stalden blev brugt, når hestene skulle vente under og efter redningsaktionen.
Men den blev også anvendt som kapel, når der blev fundet ilanddrevne lig.
Stalden er i dag forsvundet, men de ældre beboer i Thorsminde erindrer stadig huset og dens funktioner.
Den gamle station blev til kirke og skole
I 1890 blev der bygget et hus til redningsbåden. Bådhuset blev solgt i 1939 og i stedet indrettet til Thorsminde Kirke. Før den tid havde der ikke været kirke i byen. Under anden verdenskrig brugte de lokale kirken til undervisningslokale, da den tyske værnemagt havde beslaglagt Thorsminde Skole.
Den nye redningsstation
Der blev bygget en ny redningsstation på Vandbygningsvæsnets grund i 1939 ved Fjorden. Det skyldtes, at de fysiske rammer ikke længere kunne opfylde de krav, som blev stillet til en moderne redningsstation med en motordrevet redningsbåd mm. I 1995 havde stationen igen fået vokseværk, og man byggede den nuværende redningsstation. Stationen er bygget efter samme tegninger som Thyborøn Redningsstation. I dag er Thorsminde én ud af 21 danske redningsstationer, som stadig er i brug.
MRB 35’s første redning i Thorsminde
Den 27. februar 1990 rasede en voldsom vinterstorm ved Vestkysten. Det blæste 38 meter i sekundet og indsejlingen til Thorsminde var i stort oprør. Alarmeringen af en Esbjergkutter i nød 1,5 mil ud for Thorsminde blev givet lidt over midnat. Ti minutter efter var de seks redningsmænd samlet og besluttede at gå ud i den nyerhvervede MRB 35, mens stationslederen holdt udkig fra havnekontoret. Bølgerne var så høje, at de flere gange dækkede udsynet til redningsbåden. Redningsmandskabet nåede kutteren og lå standby indtil redningsskibet Vestkysten kom fra Thyborøn flere timer senere. MRB 35 sejlede derefter i den vedvarende storm ind mod kysten igen, en krævende tur, som tog omtrent 40 minutter.
Stationslederen sagde bagefter: ”Havde vi vidst, hvor slemt det var, var vi nok ikke gået ud, men folk var i nød, det var dem, vi tænkte mest på. En ting er også helt sikker. Vi havde aldrig klaret det, hvis ikke vi havde fået MRB 35. Med vores gamle båd ville det have været udelukket. Den ville være blevet knust til pindebrænde. Men 35’eren holdt til det hele.”
Redningsaktion - Ophelia af Helsingør
Den 23. november 1906 kl. 9 blev det meldt til Thorsminde Redningsstation, at en damper var strandet cirka 1000 meter syd for stationen. Det strandede skib var dampskibet Ophelia af Helsingør, som sejlede fra Marseille til Stettin med oliekager.
Redningsmandskabet begav sig straks til stranden. Raketapparat fra Fjand var undervejs, da det lå tættere på strandingsstedet end Thorsminde. Redningsbådene fra Vedersø og Tuskjær blev tilkaldt til at assistere Thorsminde Redningsstation ved redningsaktionen.
Kl. 11 ankom raketapparat fra Fjand. Men skibet stod så langt fra stranden, at det var nyttesløst at forsøge at opnå kontakt med skibet med raket.
Kl. 1 ankom redningsbåden fra Vedersø. Ved samme tid transporteredes Thorsminde redningsbåd ned til mindet (udløbet fra Nissum Fjord over i Vesterhavet). Ved hjælp af transportvognen fra Vedersø blev båden læsset og kørt af heste fra Fjand og Vedersø til strandingsstedet.
Ved samme tid observerede man fra land flammer ombord på skibet. Situationen var kritisk, da det blæste hårdt af SV. Luften var diset og søen høj.
Man forsøgte at nå skibet med redningsbådene, men den nordgående strøm var for stærk.
Kl. 2 kom skibet fri af tredje revle og drev længere ind mod land. Redningsmandskabet forsøgte nu at nå skibet med raket. Det mislykkedes.
Kl. 8 genoptog man redningsarbejdet med raketapparatet. Kun tre timer senere var de 18 besætningsmedlemmer og 1 passager reddet i land.
Følg os her: