Redningsvæsnet

Når et skib strandede, var det første der skete, at mandskabet fra nærmeste redningsstation reddede besætningen i land enten med raketapparat eller redningsbåd. Ofte gik det godt, men en gang imellem kunne redningsmandskabet ikke få forbindelse med skibet, og besætningen druknede. 

Strandfogeden

Strandfogeden var den lokale repræsentant for myndighederne. Når et skib strandede, skulle strandfogeden sørge for indkvartering og evt. begravelse af mandskabet. Strandfogedgården havde ekstra gæsteværelser og også rum til opbevaring af druknede. Strandfogeden sendte bud til bjergelavet og satte vagtposter op ved skibet og den bjergede last for at forhindre plyndring. Det var også strandfogedens opgave at samle det ilanddrevne gods sammen på stranden. Endelig skulle strandfogeden give besked til politimesteren, der førte protokol, og til toldbetjenten, der fortoldede de bjergede varer.

På billedet ses strandfoged N. C. Kirk og hustru fra Vrist ca. 1920.

Konsulen

Den lokale konsul for det strandede skibs oprindelsesland blev tilkaldt og han havde til opgave at rådgive kaptajnen om hans opgaver og rettigheder. I Lemvig var en række konsuler udnævnt for forskellige lande. På billedet konsul Mathias Møller, Lemvig, som bl.a. var norsk og svensk konsul. 

Kaptajnen

Kaptajnen for det strandede skib (eller i hans fravær rederiet) betalte for bjergningsarbejdet, vagter ved det bjergede gods, diæter til toldbetjente samt indkvartering af mandskabet. Kaptajnen kunne forlange inventar og ladning udleveret mod betaling af omkostningerne ved strandingen, eller han kunne indvillige i, at der blev holdt auktion over strandingsgodset. Det sidste var mest almindeligt. På billedet er det Oscar von Krämer, kaptajn på den russiske fregat Alexander Nevskij, som strandede ved Harboøre 1868.

Bjergelavet

Alle voksne ustraffede mænd i sognet kunne være medlem af bjergelavet. Når et skib strandede gik bjergelavet straks i gang med at tømme det for last, inventar, proviant osv. Materialer fra skibsvraget så som træ og tovværk blev også bjerget i land. Det kunne give en god ekstraindtægt at være med til at bjerge gods fra forliste skibe. Omkring 1980 blev bjergelavene nedlagt, fordi der efterhånden strandede for få skibe.

Strandingsauktion

Strandingsauktioner blev annonceret i aviserne, og indtægterne fra auktionen dækkede i første omgang udgifterne i forbindelse med strandingen. Et eventuelt overskud tilfaldt skibets ejere. Kun det mest værdifulde inventar og skibets papirer blev sendt hjem til ejerne. Da den russiske fregat Alexander Nevskij forliste i 1868, blev kanonerne og galionsfiguren sendt hjem til Rusland. Resten blev solgt på auktion. 

Forstrandsauktion

Gods, der drev løst ind på stranden, tilhørte staten. Strandfogeden samlede det sammen ved sin gård, og hvert forår blev det solgt på en forstrandsauktion. Systemet fungerer i princippet fortsat, det er stadig forbudt at samle tømmer og ilanddrevet gods på stranden. I dag bliver der ikke holdt ret mange auktioner, da der driver meget lidt gods i land. Billedet er fra en forstrandsauktion hos strandfoged Chr. Ørum i Vrist i 1978. Midt i klyngen af bydende mænd ses auktionarius Holger Østergaard med auktionshammeren.