Vagttjenesten etableres

For at opnå en succesfuld redning, var det vigtigt, at et strandet skib blev opdaget i tide. Det var strandfogedens opgave at holde opsyn med stranden i stormfuldt vejr og straks melde til nærmeste redningsstation, hvis han observerede et skib, der var på vej ind på kysten. Strandfogederne tog dog ikke altid opgaven på sig, og der kunne derfor gå temmelig lang tid fra en stranding skete til at redningsstationen blev underrettet.

Fra 1897 blev opgaven med at holde udkig langs stranden flyttet til Redningsvæsnet. Der blev etableret en vagttjeneste, hvor redningsstationernes opsynsmænd afgjorde, om det var nødvendigt at udsende strandingsvagter. I instruksen stod der, at vagtmandskabet skulle udsendes, ”når vejret er usigtbart og af den beskaffenhed, at strandinger kan befrygtes, og søen skønnes at være af sådan styrke, at landing med almindelige fiskerbåde er forbundet med fare.” 

På strandvagt

Strandvagterne gik alene eller to og to langs stranden og holdt udkig efter skibe, der var på vej ind på kysten. Strandvagten skulle gå, indtil han mødte strandvagten fra nabodistriktet. Herefter vendte han om og gik tilbage igen. En strandvagt varede i 4-6 timer, og lønnen var de første år 50 øre i timen. På billedet ses Jens Fjordside, strandvagt og redningsmand ved Ferring Redningsstation og hunden Bonnie, o. 1920. Med sig havde strandvagten et hylster med blålys, som han brugte til at signalere til strandede skibe, at de var observeret, og at hjælpen var på vej. 

Vagthuse langs kysten

Hvis strandvagten observerede et strandet skib, skulle han give besked til redningsstationens opsynsmand. For at meldingen kunne komme hurtigt frem, blev der placeret 33 små alarmeringshuse langs kysten, hvori der var en bænk og en telefon med forbindelse mellem redningsstationerne.

På billedet ses en udflugt ved Langerhuse Strand omkring 1940. Oppe i klitten skimtes et af de små vagthuse samt Langerhuse faresignalmast. 

Telefonlinje

I årene fra 1886 til 1901 fik Redningsvæsenet anlagt telefonforbindelse langs vestkysten, så man kunne få hjælpen hurtigt frem i tilfælde af en stranding. Den første telefonlinje blev etableret mellem Flyvholm og Thyborøn, for at tilkalde heste til at trække redningsbåden med. Der var nemlig ingen heste i Thyborøn dengang.

En af de tidligste gengivelser af telefonlinjen er dette maleri af Niels Bjerre, hvor man kan se en række telefonpæle langs havet. Da billedet blev malet i 1892, var der telefonforbindelse langs hele Lemvigegnens kyststrækning og mellem Lilleøre Redningsstation og redningsbestyrerens kontor i Lemvig. Man kan derfor ikke udlede præcist, hvor billedet er malet. 

Afskaffelse af vagttjenesten

Strandvagterne var i funktion helt frem til 1974, hvor ordningen blev afskaffet. Den teknologiske udvikling havde gjort, at der ikke længere var ret mange skibe, som strandede. Desuden var det blevet svært at finde folk, der ville tage den sure tjans at gå vagt langs stranden i mørke og storm. 

På billedet ses strandvagtskuret ved Flyvholm Redningsstation.