Liløre Redningsstation

Liløre Redningsstation er oprettet i 1887 med både raketapparat og redningsbåd.  I perioden fra 1887-1954 blev der fra stationen reddet 139 mand. Fra 1950 havde stationen kun redningsraket. Den lukkede helt i 1967. I dag er redningsstationen privat sommerhus.     

Liløre Redningsstation blev omdrejningspunktet for en tragisk drukneulykke i 1987, som i eftertiden har fået nærmest mytisk karakter.  

Liløre redningsbåds forlis 1897

Den 25. januar 1897 – en bidende kold frostnat – gik Liløre redningsbåd ud for at komme to savnede fiskerbåde til undsætning. Man vidste, at de to både var på det oprørte hav, og folk i land mente, de så lys derude og derfor søsattes redningsbåden. Der gik flere timer, hvor intet skete, og folk på land blev bekymrede. En af de ventende var Mads Hvass, som siden erindrede: ”Da der var gået ca. et par Timer gik jeg og en Mand lidt nord paa Stranden. Saa hørte vi en Nødskrig ligeud for, og vi var klar over, at der var sket noget. […] Det varede ikke længe, inden jeg kunde Øjne en Baad, som kom ind med bunden i vejret. […] Straks opdagede jeg en Mand som skyllede op ved Enden af Baaden, jeg fik ogsaa fat i ham, men kunde ikke holde ham. […] Ved den næste Sø kom han op igjen, da lykkedes mig at holde ham. Der var kommen flere Folk til. Vi fik snart bjerget ham paa tør Land, nogle gik i lag med ham for om muligt at faa Liv i ham. […] Jeg løb straks ned igjen for at se om der var flere for min egen Far var med Baaden. Ham søgte jeg særligt efter. Efterhaanden skyllede di op alle sammen. Nogle gav smaa Livstegn fra sig, men ingen blev kaldt til live.” Alle redningsbådens 12 besætningsmedlemmer omkom – også Mads Hvass’ far Peder.

De to fiskerbåde klarede den dog. Redningsdamperen ”Vestkysten” endte med at redde de forkomne fiskere.    

Det lys, folk havde set fra land, menes efterfølgende at have været fra en forbipasserende damper, for fiskerbådene havde befundet sig langt nordligere.

Korrespondenter fra hele landet drog til Harboøre

”Under den største Deltagelse fra alle Egne af Landet jordedes Tirsdag den 3. Februar paa Harboøre Kirkegaard de tolv forulykkede Redningsmænd.” berettedes der i Illustreret Tidende. Begravelsen blev betalt af staten, og der var mødt mange mennesker op. Der var pressefolk, embedsmænd, præster og repræsentanter for Kongen. ”Hvad der dog nærmest gav Begravelsen et egenartet, tiltalende Præg var, at en Mængde Redningsbaad-Mandskaber, Strandfogeder og Fiskere fra hele den vestjydske Kyststrækning vare mødte for at følge de forulykkede til Gaven. Der var dyb Alvor over disse Mænds Ansigter, og de talte med lave Stemmer og gik tungt i det store Ligtog. De gik dér og vidste med sig selv, hvad det er at vove Livet for andres Frelse” observerede Illustreret Tidende.  

I dagene efter ulykken var korrespondenter fra hele landet, også fra København, draget ud på den lange rejse til Harboøre for at dække begivenhederne og begravelsen. 

Mindesmærke på Harboøre Kirkegård

Den 15. maj 1898 blev der på Harboøre Kirkegård afsløret et monument til minde om de 12 druknede redningsmænd. Mindestenen blev afsløret af redningsbestyrer Anton Andersen fra Lemvig for de ca. 1000 fremmødte.  

Lilleøre redningsbåds forlis blev mindet år efter år, med større markeringer ved 50 års og 100 års dagen. På mindedagen i 1997 ophængte man i Harboøre Kirke en model af redningsbåden som kirkeskib. 

”Dødens strand” og ”Enkernes land”

Liløre redningsbåds forlis skete blot fire år efter ”Den store ulykke” i 1893, hvor 48 fiskere druknede – 26 af dem fra Harboøre. Da repræsentanter for pressen atter drog mod Harboøre for at reportere fra kæntringsulykken bruges vendinger som ”Dødens Strand” og ”Enkernes Land” om Harboøre. Harboøre var hårdt ramt og mange havde mistet familiemedlemmer. Opsynsmanden ved Liløre Redningsstation var ikke selv med i båden, men han mistede to sønner og en svigersøn ved ulykken.

De to tragiske ulykker i slutningen af 1800-tallet er i dag stadig en del af den lokale selvforståelse.

De er en del af en stor fortælling om livsvilkår og livssyn i Vestjylland. En mangesidet fortælling, der også rummer strid og kamp, fordømmelse og uenighed om fortolkninger. Den handler om kampen med og ydmygheden over for en overmægtig natur, om modstridende religiøse overbevisninger og om forskelle mellem et vestjysk fiskersamfund og storbyens medier og myndigheder.