Haurvig Redningsstation

Haurvig Redningsstation, hvis bygning endnu findes umiddelbart vest for museet Abelines Gård, blev oprettet i 1860 som en ganske beskeden raketstation. Først i 1882 blev der opført en selvstændig bygning til grejet. I 1887 blev stationen udvidet med en større bygning og en nybygget redningsbåd fra Orlogsværftet i København. I 1933 blev stationen i lighed med Sønder Lyngvig Redningsstation nedlagt, idet opgaverne samledes i en ny station med motorredningsbåd i Hvide Sande. Man ville dog ikke i første omgang helt slippe Haurvig, der indtil 1939 fungerede som raketdepot for Hvide Sande Redningsstation.

Aktiviteten blev aldrig så omfattende i Haurvig, som den var mange andre steder på kysten, hvor de små redningsstationer i årtierne omkring 1900 flere steder nåede op på flere hundrede reddede søfolk. Haurvig reddede 64 skibbrudne i 15 aktioner, alle kom i land ved hjælp af raketapparatet.

Haurvig Redningsstation er i dag en del af museumsoplevelsen på Abelines Gård. I museets åbningstid er der adgang til redningsstationens hus, der i dag huser en kopi af redningsbåden. Du kommer om sommeren i solskinsvejr. Du har ferie. Men med lidt fantasi er det ikke så svært at forestille sig båden i brug en stormfuld novembernat for 100 år siden.

’Elisabeth Rickmers’

Den 12. februar 1894 indtraf den langt største stranding i Haurvig Redningsstations historie. Barken ’Elisabeth Rickmers’ af Bremerhaven var få dage forinden afgået fra hjemhavnen med 600 tons sand som ballast. Det var for lidt. En kraftig storm rejste sig, og skibet endte helt oppe på stranden, hvor redningen af de 19 søfolk forløb uden vanskeligheder.

Den stedlige strandfoged Christen Christensen skrev i sin dagbog:
12. februar: ”Vi fik 19 Mand (Skibsmandskabet) i Logi, og de fik alle tørt Tøj paa. Kørt med Redningsapparater og derved blev Folkene bjærget. En svær alarm paa de 19 Tyskere. Alt vel”
13. februar: ”Haft alle Skibsfolkene paa Kost. Øvrigheden kommet og spiste her til Middag. (…) Om Natten kørt med Redningsapparatet efter et Skib, hvis Lanterne kunde ses, men det kom ej i Land.”

Raketapparatet i brug 

I 1851 sendte redningsvæsenets stifter og første leder Christopher Berent Claudi en ”Instruction for Brugen af Redningsraketter til Skibbrudnes Redning” i trykken. Man forstår, at affyringen er noget mere kompliceret end en almindelig nytårsraket:

”Naar man er kommen til Strandingsstedet, opstiller man Raketbukken saavidt muligt i Læ af Skibet, saaledes at man kommer til at kaste lige imod Vinden. Bukken stilles saaledes, at Raketten gaar ud under en Vinkel af omtrent 40 Grader, naar Veiret ikke er altfor haardt; men er Stormen stærk, eller man ei kan undgaa nogen Sidevind, da tør Raketten ei kastes højere end circa 30 Graders Elevation.[…]
Naar Kastet skal skee, fremtages en Raket, paa hvilken den Seildugslap, som dækker dens nederste Ende, bortskjæres, en Stok sættes igjennem Øskenerne paa Rakethylsteret, og den befæstes med 2 Stifter, én igjennem hver Øsken. Raketten lægges nu varsomt i Løbet. Omtrent 3 Favne af Linens forreste Ende gjøres vaade og stikkes franeden op igjennem Hullet i Raketstokkens nederste Ende, hvornæst den ved Hjælp af et Pælestæg fæstes om det Hul, som er anbragt i Stokkens Øverste Ende. Linen lægges stram henad Stokkens Ryg og klar hen til Kassen. Nu tages et Percussions-Fængrør frem, og dets tykkeste Ende stikkes ind igjennem Fænghullet således, at den smalle Ende kommer til at ligge imellem de i Laasen anbragte Kjæber. Nu spændes Laasen. Kobberkapselen tillukkes derover, og man tager vaersomt Aftrækningslinen og træder dermed omtrent 10 Skridt til Siden, og nu kan Affyringen paa det angivne Tegn ske ved, at man trækker i Linen. […]
Er det lykkedes at kaste linen til det strandede Skib, kan dettes Mandskab bringes iland ved Hjælp af en sværere Trodse, Redningsstolen o.s.v.”

… Betænk så i øvrigt, at alt dette skal udføres i mørke, kulde, storm, regn og slud. Der er desperate mennesker, der kæmper for deres liv få hundrede meter væk, og som kun kan reddes, hvis raketkastet forløber helt rigtigt…