Hvide Sande Redningsstation

Åbningen af sluserne i Hvide Sande i 1931 åbnede nye muligheder, også for redningsvæsenet. Nu var det ikke længere nødvændigt at sætte redningsbåden ud fra stranden, og de nærliggende små stationer med roredningsbåd i Haurvig og Sønder Lyngvig blev nedlagte. I 1933 åbnede Hvide Sande Redningsstation.

Hvide Sande redningsstations første båd MRB 21 var forsynet med en benzinmotor med 58 HK (i 1961 udskiftet med en dieselmotor på 86 HK).

Efterhånden som opgaverne ændrede karakter, og nye muligheder for effektiv redning kom til, blev motorbåden udskiftet med nye og større først MRB 33, senere MRB 34, der nu er på Anholt Redningsstation. Stationen fik også redningspram med påhængsmotor og en let, hurtig båd. I 1989 blev stationens nuværende redningsbåd ’Emile Robin’ taget i brug.

Redningsaktionernes art har ændret sig meget gennem tiden. I de tidlige år var det stadig strandede handelsskibe og især fiskefartøjer, der var stationens eksistensberettigelse. Senere kom badegæster, fritidssejlere og windsurfere til at fylde mere i statistikken. Hvide Sande Redningsstation har i de fleste år ca. 100 aktioner.

Hvide Sandes første Redningsstation

Redningsstationens oprindelige bygning fra 1933 stod i den nye havns nordside. Den var bygget efter tegninger fra den i 1927 nyopførte station i Esbjerg. Her stod motorredningsbåden på en blokvogn, der kunne fires ad et skinneanlæg til en bedding, hvor den ved hjælp af elektriske spil hurtigt kunne sættes i vandet.

Man var forsigtig. Den gamle roredningsbåd fra Sønder Lyngvig Redningsstation blev holdt i reserve frem til 1947.

Bygningen blev solgt i 1979, og siden 1987 har redningsstationen haft til huse sammen med havne- og slusekontoret ved gennemsejlingsslusen.

På vagt

Med de mange redningsstationer var der i løbet af 1800-tallets anden halvdel skabt et effektivt beredskab, men det hjalp jo ikke meget, hvis ikke strandingerne blev opdaget i tide. Patruljering på stranden var strandfogedens opgave og ansvar, og i princippet skulle han altid være til stede, når vejret gav risiko for strandinger. Denne ordning var imidlertid ikke realistisk.

I 1900 overgik vagttjenesten til redningsstationerne, og det betød, at statens udgifter til formålet steg med et slag fra 6.300 kr. i 1899-1900 til 26.400 kr. i 1900-01. Men det hjalp. Fra nu af blev langt de fleste skibe observeret, før det var for sent.

Når strandvagten observerede et skib i nød, var det hans første pligt at give skibets besætning signal om, at det var observeret. Det gjorde han ved at tænde et nødblus. Straks derefter alarmerede han redningsstationen, der straks gjorde klar til en eventuel redningsaktion.

Ulykken i 1951

Den 9. december 1951 er en sort dag i Hvide Sande Redningsstations historie. Den hollandske sandpumper ’Kinhem’ var løbet tør for kul i hårdt vejr og ønskede bugserassistance for at undgå stranding. Skibet havde imidlertid ikke radio, og kaptajnen benyttede den gammeldags metode. Han signalerede med nødraket.

I land misforstod man signalet. Man antog, at besætningen var i fare, og da vinden og havet ikke var mere dramatiske end som så, satte man motorredningsbåden MRB 21 i søen. På vej tilbage uden besætningen men med den relativt udramatiske besked om ønsket om bugserassistance sprang tovet til redningsbådens drivanker. Uden modstanden blev bådens fart alt for stærk, og den kæntrede i brændingen. Fem af bådens mandskab omkom.

De druknede blev begravede fra den ganske lille Nørre Lyngvig Kirke den 15. december (Hvide Sande Kirke er fra 1954). Kirken har kun plads til 150 personer, så langt de fleste af de 2.000 mennesker, der strømmede til fra nær og fjern, måtte blive ude på kirkegården i regn og rusk.

Berlingske Tidende fangede den stemning, der greb hele landet:
”Nørre Lyngvig Fyr var allerede tændt og sendte sin Lysvifte ud over Havets brusende Graa, da Folk stille forlod den lille sandede Kirkegaard i Eftermiddags. Fem af egnens bedste Mænd var stedet til Hvile. Fem af det lille Samfunds virkelige Støtter ofrede Livet sammen og blev begravet sammen. De bliver ikke glemt, hverken paa Egnen eller ud over Landet.”

Emile Robin

Redningsbåden ’Emile Robin’ blev leveret fra Nordsøværftet i Ringkøbing i 1989. Den er udstyret med to motorer med hver 384 HK. Topfarten er 11 knob (godt 20 km/t), og den kan arbejde for fuld kraft i 20 timer.

Emile Robin (1819-1915) var parisisk storkøbmand, filantrop, cognacfabrikant og vicepræsident i den franske velgørende sammenslutning La Société Centrale de Sauvetage des Naufragés (Selskabet for skibbrudnes redning).

Robin støttede redningsvæsenerne i en række lande, ikke mindst i Danmark. I perioden 1891-1913 oprettede han otte legater med en samlet kapital på kr. 114.900,- til støtte for danske redningsmænd og deres familier, og han donerede barometre til en række redningsstationer – så det manglede da bare, at en dansk redningsbåd skulle bære hans navn.