Søndervig Redningsstation

Søndervig Redningsstation blev taget i brug i 1857. Den var i de første 30 år kun raketstation, men i 1887 blev den udvidet til også at have redningsbåd, nybygget fra Orlogsværftet i København. Ved samme lejlighed opførtes en bygning, der herefter husede både raketapparat og båd. I 1946 blev roredningsbåden taget ud af drift, men stationen forblev aktiv som raketstation frem til 1975.

I perioden 1868-1954 reddede stationens mandskab 80 menneskeliv i 15 aktioner. De største strandinger var barken ’Colonist’ af Christiania i 1880 og damperen ’Fingal’ af Karlshamn i 1916. I begge tilfælde blev 12 sømænd reddede i land.

Optællingerne over stationens aktioner viser, at Søndervig Redningsstation reddede langt flere med raketapparat end med båd. Af de 80 reddede søfolk blev kun én reddet med båden.

70 år - tre opsynsmænd

Søndervig Redningsstation var et sted for lang og tro tjeneste. I 1927 havde stationen sin kun tredje opsynsmand.

Den første, strandfoged C.C. Pedersen bestred stillingen frem til 1877, altså ”kun” i 20 år. Da han afgav stillingen, blev betjeningsmand ved stationen Anders Hansen, forfremmet til opsynsmand. Han havde stillingen til 1901, 24 år. Den ”nye” mand på posten, strandfoged Chr. Lodberg, havde været opsynsmand i 26 år, i 1927.

På billedet har en gruppe tidligere redningsmænd fra stationen taget opstilling.

Bark ’Æolus’ af Hamburg

I september 1899 var barkskibet ’Æolus’ på vej fra Drammen i Norge til Itzehoe i Tyskland med en ladning træ.

Var det hybris at opkalde skibet efter den antikke verdens gud for vindene? Det må guderne vide. I hvert fald strandede ’Æolus’ den 23. september i kuling og høj sø lidt syd for Søndervig. Skibet stod fast ca. 250 meter fra land.

Situationen var kritisk. Mandskabet fra Søndervig Redningsstation skød to raketter ud over skibet, men besætningen turde ikke forlade kahytten. En tredje raket lå meget præcist over kahytten, og to mand blev halet i land i linen. Nu splintredes det store skib, og seks mand måtte klamre sig til vragstykker eller dele af lasten. Sønder Lyngvig Redningsstation var også kommet til stede med deres raketapparat, og det lykkedes de to hold at få alle levende i land med liner fra raketter. Kun to mand, der var skyllet overbord allerede ved selve strandingen timer forinden, druknede.

Den foreskrevne brug af redningsudstyret var en noget anden end den, sømændene på ’Æolus’ benyttede. Linen skulle bruges til at trække en kraftigere trosse ud til skibet, hvori redningsstolen skulle monteres. Ved stolens hjælp bragtes sømændene derefter tørskoede i land. Hvad enten det nu skyldtes for stor afstand, for høj sø eller manglende kendskab til udstyret, var de otte overlevende søfolk heldige med strandingens timing. Havde havet været vinterkoldt, var det gået helt anderledes.

Sommerhuse og turisme

Da Søndervig Redningsstations bygning blev rejst i 1887, gjorde den et par klitgårde selskab. Bortset fra dem var området øde klitter, strand og rørskov. Næsten. Den spæde turisme var nemlig allerede ved at slå rod. Den driftige prokurator og kreditforeningsgrundlægger Ephraim Magdalus Møller havde samlet en kreds af lokale pengemænd og i 1884 åbnet Søndervig Badehotel. Møller byggede også Søndervigs første sommerhus til sig selv.

Snart tog turismen fart, og Søndervig Redningsstation fik selskab af et helt Klondike af små interimistiske sommerhuse. Mange af det øvrige Søndervigs nye sommerhuse var flotte grundmurede små sommerresidenser for den vestjyske overklasse, men redningsstationen ligger lidt afsides i et område, hvor de første sommerhuse i højere grad var udtryk for det muliges kunst.

Øvelse

Redningsstationernes mandskab skulle være klar til lidt af hvert, men der kunne gå år – faktisk mange år – mellem de dramatiske strandinger. Der måtte derfor afholdes øvelser i brugen af både redningsbåd og raketudstyr.

At strandingerne som regel indtraf i stormsæsonen fra oktober til marts forhindrede ikke redningsmandskaberne fra at afholde deres øvelser under mildere forhold om sommeren. Dermed kom redningsstationerne til at spille en helt ny og utiltænkt rolle i den gryende vestkystturisme.

I 1920-30’erne, da flere og flere turister fandt vej til Søndervig, blev den årlige redningsbådsøvelse en hel attraktion, og der blev udgivet talrige postkort med motiver fra øvelserne.

Redningsbåden som sølvske

Det kom endda så vidt, at redningsbåden sidst i 1930’erne blev brugt som motiv på en tidstypisk souvenir. Denne toddyske i skønvirkestil med teksten ”SØNDERVIG” har redningsbåden som motiv.